^Til toppen

Kalenderen skriver Marts og det er blevet tid til at beskære roser. De grene man beskærer kan klippes i små stykker og kommes i komposten eller man kan f.eks. forsøge sig med stiklinger.

Der er en del man kan gøre for at hjælpe en stikling bedre på vej til at slå rødder. Selve snittet på en stikling skal foretages lige under et nodie. Det skal gøres i en vinkel på 45 grader for at øge fladen der kan optage fugt. Hvis man ser nærmere på en skydende knop vil man oftest lige under kunne finde en streg eller cirkel rundt om grenen. Det er et nodie. Grunden til snittet skal foretages her, er at lige omkring, ophober grenen et lille lager af celler som endnu ikke er defineret. Celler kan f.eks. være med til at danne flere knopper, længere skud eller hjælpe med sårhelingen som er det jeg skal bruge til en stikling. Sårhelingen kalder man også "Callus" (se de sidste 2 billeder) og det er bl.a. herfra en stikling slår rødder. Det er også vigtigt man ridser eller påføre planten et "Wound". Det skal gøres fra bunden og ca. 2 cm op af plantens kant. Det gør man for at hjælpe planten med at optage fugt så den ikke tørrer ud. Man kan f.eks. tage den skarpe side af sin beskære saks og køre ned af stiklingens stamme. Det bedste er kun at ridse det øverste lag af barken væk da stiklingen transporterer fugt/vand lige under barken. Ridser man helt ind til stammen er det ikke lige så effektivt.

Det mest ideelle er at have 2 blade, ud af et skud, i toppen af stiklingen, på den måde kan kan planten danne fotosyntese. Grundet årstiden for stiklingen er de ikke til stede på de fleste stiklinger jeg har sat. Længden på en stikling skal være ca. 10 cm. Er stiklingen på størrelse med en blyant passer de 10 cm. godt, ved f.eks. The Fairy hvor stiklingen er noget tyndere kan 5-7 cm. være tilstrækkeligt.

Til at hjælpe med sårhelingen og til at beskytte mod sygdomme har jeg anvendt et rodhormon som alle stiklingerne er dyppet i. Det giver stiklingerne en "madpakke" at starte på, med alle de vigtige næringsstoffer der er særligt behov for, når der skal slås rødder.

Jeg har haft god succes med rosen Santana så den er der sat rigeligt af, derudover har jeg også sat en god række med den hvide klatrerose White nights og et par rækker med den bunddækkende rose The fairy.

Sucesskriteriet har jeg sat til 30% da de er sat på friland, alt derover vil være bonus. Hvis bare 30% lykkes bliver der pladsproblemer men så kan man altid forære nogle væk.

Herunder har jeg lagt et par billeder op.

 

Opdatering 26/1-2017

 

Forsøget fejlede grumt. Jorden var på ingen måde varm nok til der kunne komme liv i stiklingerne. 2-3 santana overlevede men det var alt. Stiklinger skal helst sættes efterår når jorden stadig er varm men fugten begynder at komme igen. Teknikken var rigtig men årstiden helt forkert.

Hvor intet vover intet vinder.

 Copyright © 2018 Enevejshaven.dk  Rights Reserved.